anledningen af at Viby Idrætsforening fyldte 100 år nedlagde VSA sig selv og gav formuen til Viby Idrætsforening. I alt fik Viby IF ca. 300.000 kr. Det er vi meget glade og taknemmelige for. Nedenfor kan du læse lidt mere om hvem VSA var: Alt for få Viby borgere kender “VSA” – Viby Støtteforenings Aktivitetsfond af 26. marts 1988.
Mange af de ture og arrangementer Viby Idrætsforening gennemfører for medlemmer under 21 år, får støtte fra VSA, hvilket er med til at give et ekstra plus og/eller til at tage toppen af prisen således, at flest mulige unge får mulighed for at deltage.
Gennemgår man fondens bevillinger gennem årene, vil man erfare, at næsten alle afdelingerne (Badminton, Fodbold, Gymnastik, Håndbold, Jujitsu) og Aktivitetsudvalget, har fået støtte til ture, udstyr, præmier og arrangementer.
Fonden blev til på initiativ af to grupper mennesker, der i årene forud for dannelsen af fonden, på hver sin måde, havde støttet Viby Idrætsforening.
Den ene gruppe: “Forældre og Støtteforeningen for V.I.F.” som gennem afholdelse af bankospil, havde oparbejdet en kapital på 200.000 kr. og den anden, med tilknytning til Viby Idrætsforening, som gennem afholdelse af byfester, havde oparbejdet en kapital på 100.000 kr. Grupperne udpegede bestyrelsesmedlemmerne i fonden og besluttede at indskyde deres kapitaler i den nye fond, for på den måde at sikre, at midlerne ikke forsvandt i idrætsforeningens almindelige daglige drift.
De udpegede bestyrelsesmedlemmer er: Formand Richard Hansen, Sekretær John Niklasson, Kasserer Finn B. Rasmussen, samt bestyrelsesmedlemmerne Arne Christiansen og Ole Andersen. Denne bestyrelse, som er selvsupplerende, fungerer fortsat.
Fondens midler er anbragt i sikre papirer og det er alene renteafkastet, der anvendes til tilskud.
Fonden blev, som loven krævede det, registreret i Fondsregistret og fritaget for beskatning, da fondens formål udelukkende er af almennyttig art. Fondsregistret er efterfølgende blevet nedlagt, og øverste myndighed er i dag Civilstyrelsen, men fonden er stadig skattefri!
Alle tilskud gives på baggrund af en ansøgning til fondens bestyrelse, indeholdende en begrundelse for ansøgningen, en beskrivelse af aktiviteten, hvem der deltager og hvem der er ansvarlig, et budget og en efterfølgende redegørelse for hvorledes midlerne er brugt. Der er, for at lette det for ansøgerne, udarbejdet en blanket til formålet.
Det er således, at fonden godt kunne tænke sig, at forøge sin bundne kapital, idet renteafkastet, med den rentesats vi har kendt de seneste år, er i underkanten af, hvad der er behov for til de store og velfungerende ungdomsafdelinger i Viby Idrætsforening.
Så skulle der blandt læserne være nogle, der vil begunstige fonden med midler i form af gaver eller arv, vil bestyrelsen meget gerne og med glæde tage imod dette. Det gælder såvel fra enkelt personer som fra virksomheder. Bestyrelsen tager meget gerne et møde med eventuelle interesserede, med det formål at fortælle om fondens virke og besvare spørgsmål.